Har vi en leder?

Ekstrabladet har i dag (22/12 2023) en leder, der er ved at tage både mod og pust fra mig. For hvad er perspektivet.

Er der den mindste smule udsigt til, at tiltag som internering af illegale immigranter vil mindske vandrringen mod Europa? Nej! For så længe fremtidsudsigterne dernede hvor de kommer fra, er ringere end “no future”, så længe vil de sætte sig i bevægelse.

Og hvis vi sætter “dem” i lejre – uanset hvor, hvad gør vi så når lejrene bliver fylde – det gør de! – og midlerne slipper op – det gør de også! – ?

Vi vil indenfor kort tid se os “nødsaget” til at reducere antallet af indsatte i lejrene, uden at vi risikerer, at de kommer igen og igen.

Der er ingen nemme løsninger – heller ikke en “endlösung”.

Den eneste – måske – farbare vej, jeg ser, er en massiv uddannelsesindsats i hele Afrika. Og med fokus på kvinderne. Det der kan holde dem fra at vandre, det er muligheder for at skabe sig et liv, der hvor de er.

Uden de muligheder vil de komme uanset hvad vi gør.

Sæt dem i lejre

TÆNK, AT det skulle tage så lang tid: Efter mange års massivt migrantpres er EU-landene omsider blevet enige om det indlysende:

At det skal gøres rigtig, rigtig ubehageligt, uinteressant og udsigtsløst at rejse til Europa og søge asyl, hvis ikke man faktisk har krav på asyl.

I EU er man blevet enige om, at asylsøgere simpelthen skal kunne interneres i lejre på grænsen i længere tid, hvis der kommer en ny migrantkrise – låses inde, så de ikke kan rejse længere ind i Europa.

SAMTIDIG HAR man givet efter for østeuropæerne, som hele tiden har sagt nej til alle planer om tvangsfordeling af asylsøgere i EU. Lande som Polen og Tjekkiet har ikke ret mange ikke-vestlige indvandrere, og de ønsker heller ikke at få det. Det er svært at bebrejde dem, når man ser på vores egne erfaringer. Og nu får de lov at slippe.

Der er ingen ende på EU-aftaler, som er blevet kaldt historiske, men dette her ligner faktisk begyndelsen til et opgør med godhedsindustri, menneskesmuglere og naive politikere som den tyske kansler Merkel, der jo mente, at ‘wir schaffen das’.

Nej, vi klarer det ikke; vi hverken vil eller kan have millioner og millioner af nye asylsøgere uden asylret.

HVERT ÅR rejser asylsøgere i stort antal til EU, selvom de godt ved, at de ikke har en chance for at opfylde kravene til flygtningestatus. De betaler menneskesmuglere formuer og sætter livet på spil i synkefærdige både. Det gør de ikke, fordi de er dumme, men fordi de ved, at når først man én gang har sat foden på europæisk jord, så har man gode chancer for på en eller anden måde at blive hængende og bevæge sig rundt i Europa, så man kan slå sig igennem med småjobs eller offentlig hjælp, i hvert fald i nogle år. Og hvor ringe det liv end er, så er det bedre end det, folk kommer fra.

Og det går ikke. Men EU-landene har været fanget af deres egne underskrifter på flygtninge- og menneskerettighedskonventioner.

DET ER DERFOR, Danmark og Storbritannien fortvivlet har forsøgt, om man kunne anbringe asylsøgerne i lejre i Rwanda. Italien vil nu prøve at sende asylsøgere til Albanien. Velmenende mennesker har udtænkt indviklede og håbløse planer om migrantkvoter og økonomisk hjælp til Afrika.

Og imens bliver de søgående grænsepatruljer ved med at afvise migrantskibene og sende deres passagerer i druknedøden – et barbari, som længe har været Europas lille beskidte hemmelighed.

Endelig, efter års hændervriden, ser EU ud til at være nået frem til det indlysende.